Psykiatriens fag-ideologi og faglige mindset

 

Psykiatriens fag-ideologi og faglige mindset

 

Det psykiatrifaglige mindset

 

Man har længe fokuseret på at penge tjent på psykofarmaka har været med til at korrumpere psykiatrien og har givet et ensidigt fokus på medicinering som behandlingsmetode. Svingdørs relationer mellem psykiatri og medicinal industrien og andre former for korruption er uden tvivl en stor del af forklaringen på psykiatriens tilstand. Men samtidig har man måske i nogen grad overset, hvordan fag-ideologi udgør en betydelig del af fundamentet for psykiatriens problemer.

 

De hidtidige antagelser har mest baseret sig på forestillinger om at pengestrømme har flyttet fokus, har flyttet vurdering og prioriteringer, sådan at vi efterhånden har fået en psykiatri, hvor patienter en-øjet og rutinemæssigt vurderes til at have et SSRI-formet hul i deres sjæl. Eller et Ritalin-formet ditto. I den udstrækning at dette er motiveret af pengestrømme, der via “konsulent honorarer” påvirker de faglige vurderinger og prioriteringer, så er dette stadig en væsentlig kritik.

 

Men man kan også hævde at det er en overfladisk kritik, ved at den ikke går til hjertet af problemerne, og ikke berører de centrale hindringer for at psykiatrien kan løse sine opgaver bedre end det hidtil er sket. At den afleder opmærksomheden fra noget væsentligt, noget styrende og afgørende for arbejdet i psykiatrien: Den fag ideologi, der langt mere direkte informerer behandlingsarbejdet og andre aspekter af psykiatrien! I virkeligheden er det måske langt mere produktivt at forstå psykiatriens problemer som udtryk for, at en gruppe støvede akademikere har haft lejlighed til at få deres yndlingsteorier installeret som styrende retningslinier for psykiatrisk arbejde.

 

Fag-ideologiske Diagnoser

 

Psykiatrien sætter ofte lighedstegn mellem symptom og lidelse. Fordi diagnosesystemet er et udformet som en lang rækker separate kategorier bliver der for stort sammenfald mellem symptom registrering og sygdomsopfattelse. Det følger ikke som en nødvendighed, men er det som sker når man i en travl hverdag er for overfladisk i sine undersøgelser, vurderingen og opfattelser af patient og lidelse.

 

Dette sker endda på trods af de vedtagene kategorier i diagnosemanualerne (f.eks. ICD-10 her i Danmark) og de anbefalinger og retningslinier der findes. Man kan se det ekstremt smalle fokusering på brugen af antidepressiv medicin som udtryk for medicinalindustriens korrumperende indflydelse. Men den følger faktisk i ligeså høj grad af det fag-ideologiske mindset som er hentet fra somatisk lægevidenskab og i ekstrem grad præger arbejdet i psykiatrien. Her gælder det nemlig om at være specifik og præcis, fordi de fleste sygdomskilder er lokale, afgrænsede og specielle. Man opnår oftest den mest effektive somatiske behandling, ved at gøre behandlingen mere specifik og mere specialiseret i forhold til den konkrete smittekilde, bakterie, virus, eller den genetiske defekt som er årsag til lidelsen.

 

 

psykiatriens fagideologi og faglige mindset

 

Et fagligt mindset består af en række antagelser, metoder, termer og forståelser, der typisk har været centrale og nyttige for udviklingen faglighedens centrale ekspertise, færdigheder, viden og anseelse. Psykiatrien har en række vanskeligheder, som til dels skyldes at den ikke har noget selvstændigt mindset, men i stedet har importeret sine termer, metoder og antagelser fra somatisk lægevidenskab og tilstødende fagområder. Men det har vist sig, at dette mindset i mindre grad end forventet har ført til succes, effektivitet og anseelse, når man har baseret sig på det i psykiatrisk indsats.

 

Udviklingen af DSM-systemet og vores lokale version (ICD-10) er efterhånden et historisk anliggende. Men måske bør man genoverveje de valg, som man for længe siden har låst sig fast på. Der er nemlig efterhånden meget der tyder på at den nosologiske og patognonomiske diagnose-model hentet fra somatisk behandling er helt forkert og håbløst ineffektiv, når man anvender den i psykiatrien. Det er der mange grunde til, ikke mindst at hjernen er et organ, der har til opgave at forbinde alting.

 

Hovedopgaven for hjernen er at forbinde vores sanseindtryk med adfærd, der kan fremme vores overlevelse og forplantning. Men der er også tusindvis af andre opgaver, som hjernen løser ved at skabe forbindelse mellem ting der ellers ville fungere uafhængigt af hinanden. Nervebanernes og hjernens opgave er at skabe forbindelser, der hvor de ellers ikke eksisterer. Det er derfor grundlæggende forkert at anlægge en synsvinkel på psykiatriske problemer, der er baseret på en antagelse om, at de grundlæggende problemer i et sygdomsforløb er lokale og isolerede.

 

Importen fra somatisk behandling

 

Problemet med det somatiske tankegods bliver yderligere forværret ved, at man har valgt at importere et ideal om patognonomiske symptomer, som målsætning for udviklingen af diagnosticering og behandling. Som tidligere nævnt er et patognonomisk symptom et nødvendigt og tilstrækkeligt symptom for at en bestemt diagnose kan stilles. Det er klart en fordel hvis man på basis af et symptom entydigt kan fastslå årsager til lidelsen og den meste effektive behandlings indsats. Men det er ikke sikkert at dette er en mulighed. Ikke alle helbredsproblemer skyldes bakterier med en enestående oprindelse og enestående symptom-profil. Og man bør lægge mærke til at det endnu ikke efter årtiers indsats er lykkedes at finde nogen patognonomiske symptomer for de almindelige psykiske lidelser som angst, depression eller personlighedsforstyrrelse. Dette burde være et vink med en vognstag og give anledning til overvejelser af, om man er på rette vej i psykiatrien.

 
Gereal Procter Madona

 

Det er i princippet ikke noget galt i at lade sig inspirere af viden hentet fra biologi eller somatisk lægevidenskab. Men så bør man måske først og fremmest fokusere på andre organer, der ligesom hjernen har en systemisk og generel indflydelse. F.eks. vores immunforsvar, der hverken er lokalt, specifikt eller udøver en specialiseret funktion. Skader på vores immunforsvar er således ikke begrænset til specifikke eller specielle sygdomsudtryk, men fører til en eller flere udtryk for fejlfunktion alt efter hvilke smittestoffer eller andre belastninger man bliver udsat for.

 

Inden behandlingsmulighederne blev kraftigt forbedret, kunne AIDS-patienter risikere at dø af lungebetændelse eller andre opportunistiske infektioner. Dette er formentlig en langt bedre model for psykisk lidelse og som vi senere skal se, så vinder synspunkter af denne art frem i forskningen i disse år. Man skal også lægge mærke til at behandlingen for AIDS ikke blev forbedret ved at man fandt frem til mere effektive antibiotika, men ved at man fandt metoder til at beskytte og bevare den oprindelige immunfunktion. I nogle tilfælde er det tilstrækkeligt at behandle HIV-infektionen, og på den måde styrke immunforsvarets egen evne til at bekæmpe infektioner.

 

Spørgsmålet er herefter, hvordan psykiatrisk sygdomsforståelse ville udvikle sig, hvis man anlagde en sådan forståelsesramme og udviklede behandlingsmetoder, der tog udgangspunkt i lignende systematiske behandlings-effekter. Men inden vi ser nærmere på dette er det måske vigtigt at forholde sig til de praktiske resultater af den herskende fag-ideologi, og forholde sig til om det er acceptabelt at fastholde den nuværende praksis.