Selvkritik og selvinvalidering [Kritik]


Selvkritik og selvinvalidering


Selvkritik er for de fleste mennesker en vanskelig ting at håndtere. De fleste føler at selvkritik er nødvendig for at man kan udvikle sig og lære at gøre bestemte ting bedre. Men de fleste har også en oplevelse af at det ofte ikke er særligt effektivt bare at være negativ over sin egen indsats. Og at det hurtigt kan blive for meget. Specielt hvis man har en lidt dårlig dag, er lidt klodset. Og derefter bliver ekstremt negativt indstillet over for sig selv og i forhold til ens egen adfærd. 

Hvordan bør man forholde sig til selvkritik?

Hvad er den korrekte holdning? Hvordan opnår man en god balance mellem for lidt og for megen selvkritik? Hvad er årsagerne til at det kan være vanskeligt at opnå en god ballance? Hvad kan man gøre for at gøre det lettere?


Det første spørgsmål er nok det letteste: Selvkritik bør ses som et redskab til at opnå ændringer, hvis og når der er behov for ændringer. Hvilket ikke kan være hver gang noget ikke gik helt som forventet. Hvis man spilder sin energi på at blive selvkritisk over det mindste fejltrin, så kan man være rimelig sikker på, at man ikke har overskud til at forholde sig kritisk overfor de helt afgørende vigtige udfordringer, som man kæmper med i sit liv. 

En høj bagatelgrænse for selvkritik

Der bør derfor være en bagatel-grænse, som faktisk er ret høj: Ved at tilgive sig selv alle små fejltrin, vil man kunne bevare og beskytte sit overskud og i stedet fokusere effektivt på de få store og afgørende udfordringer, som er nøglen til at opnå en bedre situation. Man kan vælge at være selvkritisk over alle små fejltrin og forsøge at rette alt, hvad der ikke er helt perfekt. Og dette vil være en glimrende strategi, hvis du er tæt på at være perfekt og har et uendeligt overskud. 

Hvis det (endnu) ikke helt er sådan, så er det en bedre strategi at være så tilgivende som overhovedet muligt over for dine egne fejl. Du kan på basis af dette gå til de få vigtige udfordringer, som du har valgt at fokusere på med et tilstrækkeligt overskud til at skabe ændringer i din adfærd og bedre resultater efterhånden. 

Det som er vigtigt at forstå er at selvkritik ikke er gratis: Det koster overskud at praktisere selvkritik. Dels kræver det overvindelse at se nærmere på adfærd som man ikke har lyst til at forholde sig til. Det kræver også overskud at erstatte den relevante adfærd med et bedre alternativ.  Og når man har gjort alt dette, så kræver det overskud at lappe sammen på sin formentlig oprevne til stand og dårlige humør. Det er derfor vigtigt, at man ikke spilder sin energi på at være selvkritisk over for uvæsentlige bagateller, som i stedet bare kan tilgives og glemmes. 

Hvad betyder en selvkritisk holdning?

Man kunne måske mene at det kun er godt at være selvkritisk. Der er sikkert mange som tænker noget i retning af dettte: “Guderne skal vide at, der er mange personer, der ikke er tilstrækkeligt selvkritiske. Kun godt hvis folk er mere selvkritiske”. 

Men den holdning er ikke særlig klog. Det er nemlig ikke gratis at være selvkritisk, hverken for en selv eller for andre. Når man er selvkritisk, bliver det mere vanskeligt at få ting gjort. Det er er en større tendens til at skulle være 100% sikker på, at man ikke støder nogen på manchetterne. Der kan derfor være en tendens til at udsætte opgaver i det uendelige. 

Og selv når det ikke er sådan, har det en pris at man er ekstremt selvkritisk: Selv om man får gjort de ting man har planlagt, så sker det under et større forbrug af “overskud” eller ressourcer for egen regulering. Det kræver simpelthen mere energi at gøre noget, hvis og når det virker usikker, hvilke konsekvenser det kan have. Derfor er der en klar pris at betale, hvis man bliver for selvkrtisk. Dette er også baggrunden for, at man ofte kan se, at personer, der er meget lidt selvkritiske, faktisk har stor succes: De får gjort mere og dette kan rigeligt kompensere for. at de lidt oftere gør fejl. 

Selvkritik og tilgivelse

Hvis man generelt har vanskeligt ved at tilgive sig selv, så skyldes det som regel ikke at man gør for mange små fejl. Som regel skyldes det at man er dybt ubekvem ved nogle af de valg man har truffet. Og ikke har appetit på at begynde at tilgive sig selv ret meget før, man har fundet en måde at komme over dette på. 

Man må derfor finde en passende metode til at grave fortidens synder op, se mere objektivt på sin dårlige adfærd, indrømme sine fejl, undskylde over for de personer, man har krænket. Og derefter komme videre. Dette vil ikke bare hjælpe en selv, men også de personer, man har krænket. Men det kan være vanskeligt at gennemføre denne process på egen hånd, og det er noget som ofte gøres bedre i samarbejde med en dygtig terapeut. 

Selvkritik og emotionelt fokuseret coping

Hvis det synes helt urealistisk at præstere det nødvendig overskud for denne process, så er det let at forfalde til at man overbeviser sig selv om, at man er rigeligt selvkritisk og gør dette ved at kritisere sine små daglige fodfejl og ligegyldige svigt af perfektion. Det kan synes mere attraktivt, at have denne konstante selvkritik kørende end at forholde sig til et mareridt af uafklarede og yderst betændte følelser, der typisk genereres i forbindelse med overvejelser af bestemte alvorlige forsyndelser i ens fortid. 


Men det man ofte glemmer er tidsperspektivet: Det er på kort sigt bedre at fortrænge sine virkelige problemer og distrahere sig selv med selvkritik i forhold til små problemer. Men fordi dette ikke løser noget reelt problem og fordi ens behov for at fortrænge fortidens synder med ligegyldig selvkritik, vil være det samme dagen efter, så har man med denne metode i virkeligheden erstattet et stort men kortvarrigt problem med et lille men kronisk problem. Et problem som derefter kan plage én hver dag så længe det skal være. 

Der kan også være en tendens til en form for forskydning eller prokrastination: Man vælger at fokusere sin selvkritik på små ubetydelige fejl, for at undgå at fokusere på de fejl, som man har det mest dårligt med. Det vil sige de valg, hvor man er klar over, at man har skadet eller generet andre, men ikke rigtigt tror på at man har overskud og evner til at både rette op på sin adfærd og håndtere den sværm af negative tanker og følelser, der knytter sig de erfaringer, man har gjort sig. 

Læs mere om impulsivitet og borderline

Denne reaktion hænger også sammen med en tendens til at vælge en fremgangsmåde, der kaldes emotions-fokuseret coping. Det vil sige coping, der er fokuseret på, at man får det bedre. Og i mindre grad rettet mod praktisk resultater. Altså en generel indstilling, hvor man er meget optaget af at sørge for, at man har det bare nogenlunde godt, ikke “bryder sammen” eller mister fatningen over negative tanker, fortrydelse, skyldfølelser eller lignende. 

Hvis man er for fokuseret på at holde sig fri af ekstremt negative tilstande kan dette være en hindring for, at man tager sin mest negative adfærd og sine mest negative resultater op til overvejelse. Det kan være svært at bryde dette mønster, og det er typisk noget man bedst håndterer i samarbejde med en dygtig terapeut. 

Invalidering

Invalidering: Den almindelige betydning af invalidering er skader, der fører til funktionsnedsættelser. F.eks. en amputation af en fod. Men invalidering har også en lidt anden og mere abstrakt bedtydning: I jura betyder invalidering “ugyldiggørelse” og i psykologi betyder invalidering at en holdning, antagelse eller oplevelse frakendes værdi eller betydning. Det er således invalidering når en persons indre oplevelser, antagelser, forslag eller følelser afvises, nedgøres eller ignoreres. En anden måde at invalidere en person på er at kritisere hans eller hendes motivation. Invalidering kan være utilsigtet og tilfældig, men kan også være en måde at misbruge vores normale behov for at lade og korrigere, når noget er galt. Længere tids massiv invalidering er ekstremt nedbrydende for psyken og kan føre til alvorlige og behandlingskrævende psykiske problemer. 

Selvinvalidering

Selvinvalidering er et psykisk adfærdsmønster, der opstår som et forsøg på at håndtere invalidering eller andre ekstreme stresspåvirkninger. Det er en slags copingmekanisme, hvor vi i forventning om invalidering, forbereder os ved at gennemføre en tilsvarende invaliderende kritik af os selv, af vores tolkninger og af vores motiver som en forberedelse på den forventede kritik eller invalidering. 

Relaterede artikler om borderline:

Kilder

Marsha Linehan: Manual til Dialektisk Adfærdsterapi