Selvværds øvelser børn

Selvværds øvelser børn

Psykologen Nathaniel Branden er specialist i udvikling af selvvær og har skrevet en lang række bøger om emnet. Her giver han sine tips og metoder til hvordan man støtter et barns udvikling af selvværd.

Det rette mål for forældres barnepleje, er at forberede barnet på selvstændig overlevelse som voksen. Et nyfødt barn har ikke nogen følelse af personlig identitet, der er ikke nogenbevidsthed om adskillelse eller selvbevidsthed. At udvikle denne selvbevidsthed er den primære menneskelige fordring. På ethvert trin i udviklingen kan processen blive blokeret eller afsporet, således at mennesket bliver fragmenteret, splittet, fremmedgjort, fastlåst på et eller andet niveau af mental eller emotionel modenhed. Det er ikke svært, at se at de fleste mennekser er strandet et eller andet sted i denne udvikling.

selvværds øvelser børn

I barndommens første oplevleser kan er barn oplevel den sikkerhed og tryghed, som muliggør at et selv udvikler sig – eller den terror og uforudsigelighed, der fragmenterer selvet før det er færdigudviklet. at udvikle selvbevidsthed er den primære menneskelige udfordring, fordi ingen er garanteret succes.

Stanley Coopersmith har forsøgt, at finde de adfærd hos forældre, som mest hyppigt findes der, hvor børnene udviklede sundt selvværd. Coopersmith fandt, at det væsentlige var kvaliteten af forholdet mellem barnet og de signifikante voksne i dets liv. Specielt fandt han, at fem betingelser var korreleret med børnenes selvværd:

  1. At barnet oplever total accept af sine tanker, følelser og værdien af hans eller hendes person.
  2. At barnet fungerer i en kontekst af klart definerede og håndhævede grænser, som er rimelige, ikke-undertrykkende og som kan forhandles. Barnet gives ikke grænseløs “frihed”.
  3. Barnet oplever respekt for sin værdighed som menneske. Forældrene anvender ikke vold eller ydmygelse eller hån til at kontrolere eller manipulere barnet. Med andre ord, hjemmer fungerer gennem autoritet og ikke gennem diktatur.
  4. Forældrene opretholder høje standarder og har høje forventninger i retning af adfærd og præstationer. Barnet bliver udfordret til at gøre sit bedste.
  5. Forældrene har selv en tendens til at have et højt selvværd. De repræsenterer hvad Branden kalder selv-effektivitet og selv-respekt.

Eksterne faktorer er dog altid kun en del af historien, aldrig den hele. Vi er årsager, ikke bare virkninger. Som væsener, hvis bevidshted er viljesmæssigt styret, begynder vi i barndommen og fortsætter livet igennem med at foretage valg, der har konsekvenser for, hvilken slags person vi udvikler os til, og for hvilket niveau af selvværd vi fungerer med.

At sige at forældre kan gøre det lettere eller sværere for et barn at udvikle et sundt selvværd, er at sige at forældre kan gøre det lettere eller sværere for et ungt menneske at lære de seks metoder til udvikling af selvværd og gøre dem til en naturlig og integreret del af sit liv.

selvværds øvelser

Klienter med langvarige mén stammende fra frustration af behovvet for sikkerhed og tryghed – et barn, der har oplevet gentagne tilfælde af terror fra forældrenes side – er præget af ikke bare intensiteten af deres angst, men af det faktum at den person, der oplever angsten ikke er det voksne individ, men et barn eller endda et spædbarn inden i individets krop – eller mere precist, inden i den voksnes psyke. Disse klienter beretter, at de har haft disse oplevelser af basal angst så langt tilbage, som de kan huske.

Denne terror kan komme fra en voldelig far, en lunefuld, uberegnelig, emotionelt forstyrret mor, et ondskabsfuld familiemedlem hvis truende blik fremkalder billeder af ubeskrivelig tortur – en rædsel, som der ikke er nogen flugt fra og som kaster barnet ud i en ubærlig følelse af hjælpeløshed (se også Borderline Børn).

Jo større et barns rædsler, og jo tidligere de er startet, jo hårdere er det at opbygge en stærk og sund fornemmelse af et selv.

Et barn som behandles med kærlighed har en tendens til at internalisere denne følelse og at opleve sig selv som værdig til kærlighed.

Det er muligt for forældre at signalere vrede eller skuffelse uden at signalere tilbagetrækning af kærlighed. Forældre kan undervise uden at forfalde til afvisning og uden at stille spørgsmål ved barnets værdi som menneske.

Når vi udtrykker kærlighed, anerkendelse, empati, accept, respekt gør vi barnet synligt. Når vi udtrykker ligegyldighed, foragt, fordømmelse og hån driver vi barnets selv ned i en ensom undergrund af usynlighed.

I psykoterapi bliver barnet aldrig mødt med vurderende ros – du er en god dreng, du klarer dig godt. Vurderende ros er ikke nogen hjælp, den skaber angst, fremmer afhængighed og fremkalder en forsvarsposition. Den fremkalder ikke selv-beroenhed, selvstændighed eller selvkontrol. Disse kvaliteter udvikler sig kun i fraværet af ydre press fra vurderende ros.

Hvis vi slår fast, hvad vi kan lide og sætter pris på hos barnets adfærd og præstationer, forbliver vi faktuelle og deskriptive; vi overlader det til barnet at foretage vurderingerne.

Jo mere spicifikt vores ros rettes, jo mere meningsfuld er den for barnet. Ros der er generaliseret og abstrakt efterlader barnet undrende over, hvad precist der blev rost. Den er ikke nogen hjælp.
Hvis vi ønsker at barnet udvikler autonomi, så giv altid barnet plads til selv at foretage sine egne vurderinger efter at vi har beskrevet adfærden. Undgå at presse barnet gennem vurderinger, men hjælp ved skabe en kontekst, hvori selvstændig tænkning kan opstå.

Den sunde familie

Sundhed betyder her voksne, som for det meste siger hvad de mener og mener hvad de siger . Det betyder regler, der er til at forstå, konsitente, og rimelige. Det betyder at man ikke bliver straffet idag for opførsel, der blev ignoreret eller belønnet igår. Det betyder at man bliver opdraget af forældre, hvis følelsesliv er mere eller mindre forståeligt og forudsigeligt – i modsætning til et følelsesliv præget af udbrud af angst eller vrede eller eufori, som ikke står i forhold til nogen bestemmelig årsag eller noget synligt mønster.

Det betyder et hjem, hvor virkeligheden er behørligt anerkendt – i modsætning til hjem hvor, f.eks. en fuld far rammen ved siden af stolen og ramler på gulvet, mens mor fortsætter med at spise og taler som om ingenting var sket. Det betyder at forældrene praktiserer, hvad de prædker. Som er villige til at indrømme, når de tager fejl og undskylde, når de ved, at de har været urimelige. Som appelerer til barnets ønske om at forstå snarere end dets ønske om at undgå smerte. Som belønner og forstærker iagtagelsesevne og bevidsthed, frem for at afskrække og straffe den.

Børn har på den anden side behov for struktur og stabilitet og behov for at vide, at “nogen styrer skuden”. “Laizzes-fare”-forældre, som behandler alle i familien lige, ikke bare m.h.t. værdighed, men også m.h.t. viden og autoritet, som træder tilbage fra sin lederrolle, og som tilstræber, ikke at påføre deres børn nogen værdier eller standarder, af frygt for at “påvirke” eller indoktrinere dem.

Klient: “Min mor anså det for at være “udemokratisk” at fortælle mig, at det ikke var nogen god ide at blive gravid som trettenårig.”

Efter et antal forgæves forsøg på at forstå de voksnes adfærd, hensigter og udtalelser giver mange børn op, og påtager sig skylden for deres følelse af hjælpeløshed. Hvad de ofte føler er at “Jeg vil aldrig forstå andre mennesker. Jeg vil aldrig være i stand til at gøre hvad de forventer af mig. Jeg ved ikke hvad der er rigtigt og forkert, og jeg vil aldrig finde ud af det.”

Læs mere om impulsivitet og borderline

Det heroiske barn som fortsætter kampen for at forstå verden og meneskene i den udvikler derimod stærke resourcer: Fanget i et pinefuldt, frustrerende og irrationelt miljø vil de uden tvivl opleve fremmedgørelse i forhold til personer i omgivelserne og med rette. Men barnet vil ikke føle sig fremmedgjort i forhold til virkeligheden, vil ikke føle sig totalt inkompetent til at leve, men har en chance for at undgå denne skæbne.
Branden kalder denne overlevelsesstrategi for “stategisk tilbagetrækning”: Ikke en tilbagetrækning fra virkeligheden, der fører til psykologiske forstyrrelser, men en intuitivt kalibreret afkobling fra dysfuktionelle aspekter af familielivet eller andre aspekter af deres tilværelse. De fastholder at “Dette er ikke alt hvad der findes”, “At Mor og Far ikke er de eneste personer i verden, familien er ikke den eneste mulighed, for at have forhold til andre mennesker.” Dette sparer dem ikke for lidelsen ved de aktuelle forhold, men tillader dem at overleve forholdsvis uskadte. Deres strategiske tilbagetrækning garanterer dem ikke, at de ikke opleve følelser af hjælpeløshed, men den hjælper dem til ikke at blive fastlåst i disse.

Kilder:

Nathaniel Branden: The Six Pillars of Selfesteen

Mere om Selvværd: