Træning af eksekutive funktioner

 

Træning af eksekutive funktioner

 

Tl;dr:

 

Træning af eksekutive funktioner er en mulighed, man er blevet mere og mere opmærksom på de seneste år. Denne mulighed er vokset ud af en ny forståelse og en ny model for selvkontrol og for hjernens eksekutive funktioner. En forståelse, der er meget fokuseret på de ressourcer, der er nødvendige for driften af eksekutive funktioner og selvkontrol.

 

Eksekutive funktioner og energiforbrug

 

Det handler grundlæggende om vores forbrug af energi, når vi vælger at skifte kurs, fra de ting vi kan gøre automatisk og vanemæssigt, til noget som vi oplever bedre vil tjene vores langsigtede interesser. Altså forbruget af energi, når vi bruger vores eksekutive funktioner.

 

At gøre noget eller at lade være: Hvad kræver mest anstrengelse?  I pricippet kræver det næsten altid mere energi at gøre noget end at lade værre. For ekempel kræver det både armbevægelser og brug af tyggemuskulaturen at spise et stykke citronhalvmåne. Aligevel vil de fleste mennesker på slakekur mene at det er mere krævende at lade værre end at spise kagen.
Så hvorfor er det sådan? Hvorfor gør vi ofte ting fordi vi er trætte?  Det som forskere har set på de seneste år er at selvkontrol på mange måder virker som en slags mental muskel. Men kan man bevise at det er sådan? Og hvad er det mere specifikt, der taler for at vores eksekutive funktioner på flere måder ligner et sæt mental muskeler? Så kan disse muskler blive trætte? Kan man optræne dem til at fungere bedre?

 

Træning af eksekutive funktioner

 

Ideen er altså, at eksekutive funktioner på mange måder virker som et sæt muskler eller som en styrke. Mere specifikt: At eksekutive funktioner kræver og er afhængig af en indre begrænset resource, som efterhånden opbruges. Opfattelsen er, at folk har en begrænset mængde resourcer til rådighed for selvkontrol, og at mange forskellige former for selvkontrol trækker på denne resource.

 

Med udgangspunkt i antagelsen om at eksekutive funktioner og selvkontrol opbruger resourcer fra en begrænset kilde, kan man gøre en række forudsigelser med hensyn til svigtende eksekutive funktioner. Specielt kan det antages at folks eksekutive funktioner fejler kort efter, at deres resourcer er udtømt af andre belastninger, der også kræver selvkontrol.

 

Antagelsen er, at disse svigt i eksekutive funktioner ikke er en virkning af, eller er medieret af, humør, følelser eller indlært hjælpeløshed. Der er tale om en specifik sammenhæng mellem belastninger af ens selvkontrol og følgende udmattelse af og sammenbrud i denne selvkontrol.
Når udøvelsen af selvkontrol opbruger resourcer for selvkontrol, vil omstændigheder, som kræver fortsat selvkontrol føre til sammenbrud i denne selvkontrol.

 

Eksekutive funktioner omfatter forsøg på at ændre vores tilstand, hvor vi retter ind efter hvad vi ifølge efter egen opfattelse bør tænke føle eller gøre i en given situation.  Adfærd, der er styret via eksekutive funktioner, er typisk rettet mod at pleje individets langsigtede interesser. Og den standard for vores tilstand, der reguleres efter, gror ud af, hvad vi oplever som vores langsigtede interesser set i forhold til konsekvenserne af vores vanemæssige adfærd.

 

Eksekutive funktioner er altså vigtige i forholdet mellem automatiske og kontrollerede processer. Automatiske processer er effektive og billige, mens kontrollerede processer er resourcekrævende, fleksible og kreative.

 

Hovedparten af vores adfærd er formentlig automatisk, med en yderst minimal involvering af selvet – men der er afgørende undtagelser, hvor selvet griber ind over for, ændrer og retter i automatisk adfærd, sådan at der etableres en anden response på en situation.
Selvkontrolleret adfærd kan altså betragtes som en stor delmængde af kontrolleret adfærd, hvor selvet griber ind i egne vanemæssige reaktioner i stedet for at lade dem udfolde sig i  deres normale etablerede og automatiske forløb.

 

Specielt samler interessen sig omkring opperationer, der griber ind i selvets tilstand og forsøger at reducere afstanden mellem en given standard og selvets tilstand. Standarden er ofte udtryk for målsætninger eller regler og selvets tilstand er angivet ved den aktuelle status for tanker, følelser og adfærd. Selv-regulering omfatter en forandring af denne aktuelle status for en eller flere af disse parametre, som på deres side kan være mere eller mindre træge og modstandsdygtige over for påvirkning: Vi har i vores tanke-, følelses- og handlereaktioner vaner, der i varierende grader er veletablerede, indgroede og modstandsdygtige over for selvkontrol.

 

Tilvænning angiver en fysiologisk tilpasning, som gør det vanskeligere at bryde med en vane og gør det mere krævende for vores selvkontrol af gennemføre en afvænning. Vores hjerne og nervesystem har hurtig og effektiv vanedannelse som en af sine primære opgave og er i stand til at cementere vaner hurtigt og effektivt – men alle fysiologiske strukturer påvirkes og tilpasses på en måde som efterhånden konstituerer vaner.
Det klassiske eksempler på hurtig etablering af vane-reaktioner, er de reaktioner, der kan optræde på basis af en enkelt indlæring: Hvis man er blevet syg efter at have drukket pernod, vil annis duften have en stærk tendens til at vække afsky. Denne tendens bliver etableret som en slags vanemæssig reaktion efter bare én indlæringssituation.

 

Det er uklart, hvad den for selvkontrol nødvendige resource  helt nøjagtigt udgøres af eller består i. Men uanset denne resources nærmere sammensætning, så er det efterhånden klart, at den er begrænset i den forstand, at kun et begrænset udsnit af ens adfærd kan kontrolleres, og at der er en eftervirkning af denne kontrol efterhånden som denne resource opbruges. Denne resource er altså begrænset og kan opbruges, meget på samme måde som en muskels evne til at arbejde reduceres ved træthed eller udmattelse.

 

Styke og eksekutive funktioner

Muraven, Tice og Baumeister viste at, når en situation kræver to på hinanden følgende udøvelser af eksekutive funktioner, så vil der oftest være en reduceret præstation når den første opgave er overstået.
Denne reduktion findes selv om der er tale om vidt forskellige former for selvkontrol. For eksempel førte hæmning eller forstærkning af ens emotionelle reaktion til en reduceret evne til at håndtere smerte og træthed forbundet med at holde sammen på et fjeder-håndgreb.
Tilsvarende førte undertrykkelse af tanker til recuderet udholdenhed i en opgave med et uløseligt puslespil.
Konklusionen er at mang forskellige former for selv-kontrol trækker på den samme fælles resource eller selvkontrol-styrke, som er meget begrænset og derfor let opbruges.

 

Teoriens hypoteser

 

Teoriens hypoteser kan formuleres som:

 

1. Selvkontrol-styrke er nødvendig for selvets eksekutive funktioner, dvs. den del af selvet som træffer beslutninger, tager initiativer og hæmmer, afbryder eller ændrer adfærd eller på anden måde regulerer selvets konstitution. Viljes-handlinger og selvkontrol kræver styrke.
2. Selvkontrol-styrke er begrænset i den forstand at en person har en begrænset kapacitet for selvkontrol. Folk kan kun gribe ind i et begrænset antal vaner og tendenser på en gang. Og det er i høj grad muligt at opbruge sine selvkontrol resourcer eller trætte sin selvkontrol styrke.

 

3. Alle udøvelser af selvkontrol trækker på den samme resource. At rette sine selvkontrol-bestræbelser mod en bestemt process vil reducere de resourcer, som er tilgængelige for selvkontrol opgaver på alle andre områder.

 

4. Succes eller fiasko i forhold til en selvkontrol opgave er også afhængig af den personlige, individuelle styrke af selvkontrol (såvel som opgavens karakter, vanens styrke, osv.). Folk som har mere selvkontrol styrke er bedre i stand til at nå et givent selvkontrol mål, som f.eks. at tabe sig 5 kg. i sammenligning med folk som har en svagere selvkontrol.

 

5. Udmattelse af vores selvkontrol-ressourcer fører til sammenbrud i vores selvkontrol og eksekutive funktioner. Opgaver som kræver mere selvkontrol er mere sårbare over for udmattelse af vores selvkontrol resourcer end opgaver som kræver mindre selvkontrol. Foran et velspækket tag-selv-bord vil udmattelse af vores eksekutive funktioner have konsekvenser for en person på slakekur. Men det vil ikke betyde så meget en kollega, der ikke er på kur, simpelthen fordi situationen ikke kræver selvkontrol fra hans side.

 

6. Selvkontrol-styrke bliver opbrugt ved udøvelse afeksekutive funktioner. Selvkontrol kræver ikke bare ressourcer, men recuderer samtidigt den pulje af ressourcer, som er til rådighed for efterfølgeden bestræbelser for selvkontrol.

 

Dette skal ses i kontrast til f.eks. brug af hukommelsen, som også er begrænset, men som ikke udmattes under og efter brug. Efter brug bliver den fulde brug af hukommelsen igen tilgængelig og der sker ikke nogen reduktion af vores præstationer efter vedvarende brug af hukommelsen.
De begrænsninger i brugen af selvkontrol, som opstår efter belastninger, synes ikke at være permanente. Efter en hvile-periode genvinder folk den fulde brug af deres selvkontrol-styrke.
Tilsyneladende opbruges den nødvendige resource hurtigere end den kan erstattes eller genopbygges, sådan at der under brug sker en løbende reduktion og en stigende sårbarhed over for sammenbrud og dermed et skift til vanemæssig funktion.

 

Sammenbrud af selvkontrol lyder dramatisk, men vi skal huske at folks funktion i det store hele er vanemæssigt etableret og at det kun er spidsen af vore kompetencer, der kræver stor selvkontrol.

 

Mere omfattende former for sammenbrud i selvkontrol kan ses hos de, som bukker under for selvdestruktive vaner, som power-shoping, kokain-misbrug, gambling eller financiel grådighed. Men den form for sammenbrud vi snakker om her er de, hvor vi efter anstrengelse når grænsen for vores selvkontrol og falder tilbage på vanemæssig adfærd, mens vi restituerer.

 

I mange af de undersøgelser der er foretaget vil udgangspunktet være at man har et stabilt potentiale for selvkontrol, som der forbruges af efterhånden.

 

Men det bør pointeres at:
1. Der er sandsynligvis store individuelle forskelle mellem vores potentiale for selvkontrol. Med andre ord har nogle mennesker et større reservoir af selvkontrol-styrke at trække på end andre. Det svarer til at forskellige folk har forskellig muskelstyrke.

 

2. Det er muligt at øge størelsen af dette reservoir  over tid. Eftersom selvkontrol udøves på samme måde som brug af muskler, så burde det være muligt at øge styrken af sin selvkontrol gennem optræning ved gentagen brug af selvkontrol. Det er en udbredt opfattelse at “selvdisciplin er en træningssag” og forsøg har bekræftet dette synspunkt.

 

 

Referencer

Muraven & Baumeister: Self-regulation and depletion of limited resources: does self-control resemble a muscle?