Ventromedial Prefrontal Kortex – vmPFC

Ventromedial Prefrontal Kortex – vmPFC

 

Ventromedial prefrontal kortex  – forkortet til vmPFC – er den del af hjernen som er specialiseret til at tage sig af sociale strukturer, arbejds-deling og relationer.  Dette omfatter formentlig både nære familiebånd og den større gruppe af sociale “stamme-fæller”, som vi færdes blandt, altså den sociale gruppe som vi tilhører, er tilpasset og har en defineret plads i.

Det er i vmPFC at vi udvikler strategier til at manøvrere i grupper og sociale strukturer. Der er her at vi lagrer vores forståelse af sociale spilleregler og herfra at vi tilpasser vores adfærd til disse spilleregler, når der er brug for det.

Det er en del af hjernen som tydeligvis er ekstremt udviklet hos mennesker, sådan at vi kan fungere i vores meget komplicerede samfund. Men der er mange af de samme funktioner, som forskellige sociale dyr har deres egne versioner af. Man kan derfor lære meget om kernen i vores sociale instinkter, ved at se på dyrs adfærd, f.eks. hyener, delfiner, bavianer, chimpanzer og gorillaer. Disse arter har ofte sociale hierarkier, som fungerer på nogenlunde samme måde som menneskelige stamme-samfund og som håndteres via tidlige versioner eller varianter af de sociale instinkter, vi selv har.

Der er formentlig virkeligt dybe rødder til vores instinkter på dette område. Man kan f.eks. se at mange primater har en ekstremt klar opfattelse af, hvad der er retfærdigt, og hvornår de bliver uretfærdigt behandlet. Vore sociale instinkter omfatter også vores opfattelse af social arbejdsdeling og reglerne for, hvordan arbejdsdeling foregår. Det omfatter også de nødvendige strategier til at undgå at blive snydt i arbjedsdeling og eventuelle strategier til selv at snyde, når der er mulighed for det.

 

Ventromedial Profrontal Kortex – VMPFC

 

Ventromedial prefrontal kortex udgør en del af hjernen frontallap eller prefrontal kortex. Der har i de tidlige faser af forksningen omkring PFC funktion været uenighed om terminologi og anatomiske afgrænsninger. I tidligere forskning bruges  “orbitofrontal kortex” ofte om, hvad man nu ville kalde ventromedial prefrontal cortex. I det følgende er det den betegnelse – vmPFC – vi vil bruge.

vmPFC hos sociale dyr

 

Menneskets sociale instinkter

vmPFC er nøglen til at forstå sociale dyr som hyener og de sociale hierarkier som dyr og mennesker lever i. Det er også hjernens central for sociale følelser som misundelse, skam og taknemlighed. Denne del af hjernen er også nøglen til at forstå vores sociale strategier, sociale færdigheder, intimidering, dominans og andre sociale psykologiske fænomener. Samme sociale opfattelse er også en nøgle til at forstå sære fænomener som stimaticering, kaster, intersektionalitet, sado-masochisme, hazing, mobning og en række andre sociale fænomener, som ikke altid forekommer at være helt rationelle eller helt logiske.

 

 

 

 

Social navigation baseret på ære og skam

Ære hentyder her ikke bare til anerkendt heltemod eller lignende, men til hele spektret af positive vurderinger i den omgivende klan, landsby eller lokalsamfund. Tilsvarende dækker skam alle oplevelser af de negative vurderinger af selvet, som man kan støde på i ens sociale relationer og den befolkning man er en del af.

Både ære og skam er derfor tæt påvirket at den information, som er udbredt om ens adfærd, karakter, synspunkter, alliancer og relationer. Faktisk af alt hvad der flyder rundt i den soicale sfære af informationer om ens gøren og laden.

 

Sociale medier udgør derfor også en slags tilbud om “image management for begyndere”: Facebook er stedet for man kan poste fotos og bemærkninger om de ting man gerne vil være kendt for, uden at man behøver at risikere at folk kommer til at kende til alle de ting man “skammer sig over”. Altså alle de ting som man oplever som negativ information om selvet.

 

Man bør bemærke at der ikke er noget stramt sandhedskriterie for om dem relevante information uløser følelser af ære eller skam.

Tilsvarende er det fuldt ud muligt at nyde stor anerkendelse og ære for et helt ufortjent ry, hvilket man ofte kan få et glimt af,  hvis man nærlæser et bredt udvalgt af sladder-journalistiske kilder.

En del af påvirkningen fra sociale vurderinger kommer i form af “stigma”, dvs. informationer om selvet, som fører til stærkt negative vurderinger. Bestemte informationer kan være så destruktive for ens ære eller så skamfulde at de potentielt eller faktisk kan fylde ens sociale

Hvis en mandlig pædagog f.eks. uretmæssigt bliver beskyldt for pædofili og hvis denne beskyldning bliver tilstrækkeligt udbredt, så vil kan det føre til stærke oplevelser af skam for pædagogen, helt uanset, at han ved at beskyldningerne er grundløse. Dette skyldes, at alene beskyldningerne fra omgivelserne er tilstrækkelige til at fremkalde skamfølelse: Det er nok at andre tror på beskyldninger, og det har ikke en afgørende indflydelse at man selv ved bedre. Det gør selvfølgelig en forskel at man over tid kan rehabilitere sit ry og rygte, men den akutte oplevelse af skam er mere baseret på andres overbevisninger end på ens egen. Så negativ information kan have stor indvirkning på opelvelsen af skam, også selv om den mangler et objektivt grundlag.

 

 

Helbred og social integration

En række undersøgelser har vist at ens sociale liv har betydning for en helbred og dødelighed. Altså sådan at man i gennemsnit lever længere og har et bedre helbred, hvis man har en god social situation med gode venskaber og et godt socialt liv. Omvendt viser det sig at ensomhed er forbundet med overdødelig og en ringere helbredssituation. Og der er meget der tyder på at selv om et dårligt helbred kan føre til ensomhed, så er det i højere grad ensomhed, der fører til et dårligt helbred.

Ser man neuropsykologisk på disse forhold, så bliver spørgsmålet hvordan helbred og social integration er forbundet kausalt. Altså hvad der er de grundlæggende årsager og hvad der er følgevirkninger. I de senere år er det blevet mere klart at vores sociale adfærd er reguleret fra hjernestrukturer, der oprindeligt havde til opgave at regulere organfunktioner. Den løbende højfrekvens regulering af hjertefrekvensen – den såkaldte HRV (heart rate variability) – sker fra prefrontal cortex. Derfor kan man se at belastninger af vores selvkontrol følges af afvigelser i værdier for HRV-målinger. Der er altså grund til at se på svigtende helbred og svigtende social integration som udtryk for en generel svækket funktion af prefrontal cortex.

 

Referencer

Neuropsychology of prefrontal cortex

Scientists Identify Brain Abnormalities Underlying Key Element of Borderline Personality Disorder

Correlates of psychopathic personality traits in everyday life: results from a large community survey