Vrede og vredeshåndtering i en hjernescanner


Vrede og vredeshåndtering i en hjernescanner

Tl:dr

Vores værste impulser er ofte tanker om hævn og gengældelse. Hvis nogen har generet eller krænket os , er det helt naturligt, at man vil gøre meget for at hindre, at det sker igen. Herunder måske at vise, at det er en dårlig idé at krænke dig. Men det er også en reaktion, der kan have store omkostninger. Det er ikke altid en god idé at hævne eller at angribe de, som har generet os. Så hvordan kan vi vælge en anden reaktion? Det viser sig at præfrontal kortex kan bruges til at gøre dette.

Vredeshåndtering og selvkontrol

Når vi bliver generet eller provokeret så reagerer vi instinktivt. Vi bliver helt naturligt vrede. Vores værste impulser er ofte tanter om hævn og gengældelse. Hvis nogen har generet eller krænket os , er det helt naturligt at man vil gøre meget for at hindre at det sker igen. Herunder måske at vise, at det er en dårlig idé at krænke dig. At det fører til død og ulykke. Eller i hvert fald, at det fører til skrammer eller konfrontationer. Tendensen til at ville tage hævn er en del af vores naturlige rekationsmønster, og noget man også kan se i andre arter.


Men det er også en reaktion, der kan have store omkostninger. Det er ikke altid en god idé at hævne eller at angribe de, som har generet os. Det kan føles som det rigtige at gøre, men det kan samtidigt have meget negative langsigtede konsekvenser. Hævn kan give os fjender, kan gøre os upopulære, kan skade vores renommé Og det kan også let blive en annoncering af, hvor svage, irritable og arrige vi er, selv om vi skjuler det til daglig. 
Og ofte er der bedre løsninger. Som f.eks. at sige at det var uretfærdigt og krænkende adfærd. Og at vi synes at vi bør kompenseres. F.eks. ved en tjeneste, en fordel eller en mulighed, som vi ellers ikke havde haft adgang til. Det er ikke altid man kommer så langt med den slags, men det er stort set altid mindre farligt end at tage hævn. 
Men når vores hævn-reaktion er så naturlig, hvordan klarer vi så at holde denne reaktioner tilbage? Hvordan blive vi i stand til at vælge og gennemføre en reaktion, der bedre tilgodeser vores personlige behov?


Vrede og vredeshåndtering


Hvordan håndteres vrede?

I en undersøgelse har man nu set på, hvordan undertrykkelse af vrede og hævnfølelser håndteres i hjernen. Undersøgelse benyttede et computerspil, hvor man handler med to andre spillere.  Spillet som er designet af Olga Klimecki-Lenz, er i virkeligheden ikke så meget et spil: De andre “spillere” man handler med i virkeligheden kun er forprogramerede responser. 
Tidligt i spillet forgår alt som forventet og alle er venlige og retfærdige i deres adfærd. Men spillet er designet sådan at man i 2. fase bliver provokeret til vrede af de andre spillere: Den ene er fair nok, men den anden er både uretfærdig i sin adfærd og grov i tonen over for forsøgspersonerne. 
Men spillet er også indrettet sådan at mens man tidligt i forløbet mest er udsat for de andre spilleres grove adfærd, så bliver kommer man mod slutningen på spillet mere ovenpå og har rig lejlighed til at hævne sig på de andre spillere og gøre det dyrt for dem at de tidligere har generet én. 
Desuden er spillet lavet sådan at man kan gennemføre sekvensen, mens man ligger i en MRI scanner og mens ens reaktioner kan registreres, der i hjernen hvor de forekommer. Det betyder at man kan se hvor i hjernen at der er aktivitet, når man bliver vred. Og også at man kan se, hvor der er aktivitet, når man  undertrykker sin vrede og agerer mere upåvirket, end man i virkeligheden er. 

Hjerne-scanninger af vrede

Det viste sig at forsøgets 25 testpersoner stort set afholdt sig fra at tage hævn på den modspiller, der var fair og venlig, men at de tog hævn på den modstander, der havde ageret uretfærdigt. Men det mest interessante var at følge via MRI scanninger, hvordan disse forskellige reaktioner blev håndteret i hver forsøgpersons hjerne.

Vredeshåndtering

Ikke overraskende viste det sig at amygdala lyste op i den fase, hvor forsøgspersonerne bliver provokeret med billeder af den unfair og ubehagelige spiller.  Amygdala er for mange mest associeret med frygt- og angstreaktioner, men amygdala er i lige så høj grad en kilde til vredes-reaktioner og aggressiv adfærd. Der var desuden øget aktivitet i temporal lappen. Disse to områder blev aktiveret mens forsøgspersonen følte vrede: Jo mere vrede de følte, jo mere aktivitet kunne man måle i disse områder.

Den mest interessante del af forsøget var dog at iagttage forsøgspersonernes reaktioner, når de mod slutningen af spillet havde gode muligheder for at tage hævn på den ene eller begge modspillere. 
Dorsolateral præfrontal kortex er den del af hjernen som huser vores grundlæggende eksekutive funktioner,  som f.eks. beslutninger, valg mellem alternativer og undertrykkelse af instinktive impulser. Så når vi har grund til at undertrykke en naturlig reaktion af hensyn til de langsigtede konsekvenser, så kræver det at vores dorsolaterale præfrontale kortex er i stand til at håndtere opgaven. DLPFC er det center, hvor den rå regulering af vores opmærksomhed foregår. Og altså nødvendig for alle de tilfælde, hvor vi undertrykker en reaktion og fremmer noget, vi tror på som et bedre alternativ. 

Dorsolateral præfrontal kortex - dlPFC

DLPFC eller dorsolateral præfrontal kortex er de to lilla områder i pandelappen. 


Det var derfor ikke overraskende, at man kunne se at DLPFC var aktiveret mens den provokerende adfærd var under overvejelse: Jo mere DLPFC lyste op under provokationerne, jo mindre hævnadfærd og straf viste der sig senere i den sene del af spillet. Faktisk var 11 af forsøgpersonerne temmelig fair overfor den meget unfair spiller i denne fase. 
Men hvis der havde været lav grad af aktivitet i DLPFC i de provokerende situationer, så viste der sig en mere udtalt tendens til at hævne sig i den sene fase af spillet. 
Og når muligheden for at hævne sig blev fravalgt kunne man faktisk se koordineret aktivitet mellem DLPFC og den del af motorisk kortex, der styrer hånden, mens forsøgpersonen trykker på den knap, der afgør valget af response.

Kilde:

Olga M. Klimecki, David Sander & Patrik Vuilleumier, 2018: Distinct Brain Areas involved in Anger versus Punishment during Social Interactions